tirsdag den 21. juli 2015
God nattesøvn i teltet. Fik lige akkurat klaret morgenrutinerne og pakket telt sammen inden regnen begyndte. Forlod Falköbing og kom hurtigt ind på Sverigeleden igen, som vi fulgte til dagens mål; campingpladsen i Wassbacken lige op ad Göta Kanalen.
Dagens første stop blev ved en landsbykirke. Der er nemlig ofte adgang til et toilet ved kirkerne, og da Tina ikke er meget for at lufte balderne i det grønne, tager vi ofte et stop ved dem ;)
Regnen var for det meste ikke så kraftig, og i det hele taget blev det et fint kørevejr.
Igen gik ruten gennem et smukt landskab, og vejene var nærmest uden trafik. Netop i dag har der været utallige muligheder for at gøre stop undervejs, for at se kulturminder og særlige naturområder. Så mange, at der sagtens kunne være gået en dag ekstra her på strækningen.
Vi fortsatte dog mod dagens første lange pause, som blev holdt i Tidan. Først udenfor den lokale ICA, hvor indkøb og spisning af rugbrødsmadder blev klaret. Umiddelbart efter gik vi over i det lille super hyggelige konditori og fik kaffe med kage.
Herefter var der tanket op til resten af dagens tur.
Vi ramte campingpladsen først på aftenen, der rummede en blanding af både sejlende og kørende turister.
En hyggelig plads ved kanalen, hvor der var levende musik på forpladsen i bedste svenske midsommerstil. Desværre var vejret imod os, og det som kunne blive en herlig festlig aften, endte vist for de fleste med at lege skjul under parasoller og i telte.
Vi tog for os af en god hjemmelavet lasange og aftenkaffe i den lille restaurant, inden vi gik "hjem".
Besøg pladsen : HER.