Første feriedag og fint vejr!
Tina fik hentet kassevognen; hurtigt fik vi pakket bilen og kom afsted. I bilradioen hørte vi om rejsepanik på de danske veje, men som det ses ovenfor, oplevede vi bare fred og ro. Særlig på strækningen mellem Ålborg og Frederikshavn, hvor billedet her er taget.
Vi fik afleveret bilen i god tid og kunne nyde vejret ved færgelejet.
Overfarten på 3,5 time blev den rene behagelighed, da både solen og vinden var med os.
Sjælden oplevelse at kunne nyde en færgeoverfart ude på dækket i sommertøj!
Flot indsejling til Göteborg gennem skærgården og under den store bro.
Vi kom hurtigt af færgen og fik sat retning mod hotellet. Det blev en kringlet affære at komme dertil, da hele bydelens vejanlæg med sporvognsskinner blev fornyet. Umiddelbart var hotellet heller ikke lige til at spotte. De nederste etager var også ved at blive renoveret, og det så bestemt ikke ud som om der overhovedet var noget i bygningen. Men ved nærmere eftersyn fandt vi dog et skilt og en vej ind gennem hegn og grusbunker.
Vi fik tjekket ind og pakket det meste vigtige ud. Vi fik anvist en god plads til cyklerne i parkeringskælderen. Hotellet : HER.
Fra færgedækket havde vi spottet en fin cykel og vandresti, der gik langs elv og kyst.
Det gode vejr lagde op til, vi tog en hyggetur på den om eftermiddagen. Flot tur under broen og hyggelige små strande mellem klipperne på vej ud mod det mere åbne vand.
Om aftenen blev det til vandretur i den centrale bydel, og naturligvis blev aftensmaden klaret et sted i byen.
Sporvogne ser man overalt, og de bliver bestemt også brugt flittigt ser det ud til.