torsdag den 9. juli 2015


Så er det lige før!
Årets sommerferie bliver en aktiv af slagsen. To uger på cykel i det svenske; kun mig og Tina.
Ret hurtigt besluttede vi at turen skal gå omkring den store sø Vänern, via Sverigeleden´s supergode rutenet, netop beregnet til cykelturister.
Hele juni måned i 2003, cyklede jeg 2500 km. (Se blog: HER) på en stor rundtur i Sverige, og kørte  langt den største del af turen ad Sverigeleden´s ruter. De gange jeg lavede afstikkere, blev det ofte med ringere veje som resultat; bl.a. var der måske meget mere biltrafik, eller lange kedelige og uinteressante strækninger.
Derfor vil vi som udgangspunkt følge Sverigesleden.
På lørdag smider vi cykler og grej ind i en lejet kassevogn, og så går det mod Frederikshavn. Herfra med færgen til Göteborg, hvor vi overnatter på hotel og får set lidt på byen inden startskuddet til den 700 kilometer lange cykeltur lyder søndag morgen. Göteborg bliver også der vi slutter.
Tanken er at køre ca. 60 km. dagligt, og tilfældet afgører hvordan og hvor vi skal overnatte undervejs. Vi har telt og soveposer med, og kan altså vælge at overnatte i "ødemarken".
Det er planen i store træk.... Nu vil det vise sig om det også er sådan det kommer til at gå.