torsdag den 30. juli 2015



Vi vågnede op i et telt tungt og fugtigt af kondens og dug.
Vi pakkede vores sager og tog dem med om i solen og fik det tørret, mens vi spiste morgenmad og fik kaffe.
Ejerne af campingpladsen gav os et tip om at køre en lille omvej ad små stier ud langs kysten umiddelbart syd for Egense. Her blev vi mødt af et flot bakket kystlandskab ved Dokkedal, hvor vi tog os tid til en travetur op på toppene og fik nydt det store udsyn over kysten og ind over land mod Lille Vildmose, som var næste mål på dagens rute.
Vildmosen blev desværre lidt skuffende. Mindede "bare" om almindelige markarealer, men af og til så man dog tegn på graveaktivitet efter spagnum og tøvemuld.
Havde vi kørt en anden vej og afveget fra cykelruten, havde vi måske sluppet for de lange grusveje og fundet vej ind i det egentlige moseområde. Kortet viser i hvert fald muligheder for dette...


Til gengæld blev vi positivt overrasket over at blive ledt ud på en nedlagt banestrækning, der nu fungerer som cykelsti.
Vi kom på stien i landsbyen Bælum og kunne følge den helt til Hadsund. En ren natur perle; særlig på de første kilometer :)


Vi ramte Hadsund og trak cyklerne op og ned af gågaden uden at finde et oplagt spisested.
Vi var faktisk hoppet i sadlerne og var trillet ud på broen over mariager Fjord, med tanke på at finde et sted i det grønne lidt længere fremme, da vi spottede et spisested og lidt havnemiljø på vestsiden af broen.
Vi drejede straks ned og fandt plads ved en restaurant. En fin plads blev taget udendørs, hvor vi kunne følge lidt med i lystbådenes passage da broen blev åbnet.
Med fyldte maver gik det videre mod dagens mål: Randers Fjord Camping ved Udbyhøj og mundingen af Randers Fjord. En lille hyggelig plads og imødekommende indehavere... (Hvilket vi ret beset altid er blevet mødt af :)
En lille aftentur blev gået ned til færgen og lidt labgs kysten.


En sjælden oplevelse på turen. Sidder og nyder aftensolen og varmen udenfor fællesstuen på campingpladsen.
Jeg faldt over en håndfuld bøger derinde og tog en af Jørn Riels herlige skrønesamlinger fra nordøstgrønland med ud i varmen. Dem har jeg læst utallige gange, men for efterhånden længe siden, så det blev et humørfyldt "gensyn" :D


Sidste nat i telt og sovepose.
Vores grej har fungeret upåklageligt, og ikke mindst de oppustelige liggeunderlag her været en meget positiv oplevelse og har gjort nætterne overraskende behagelige.