søndag den 26. juli 2015


Hele natten har det silet ned og fortsatte mens vi sad og fik morgenbuffet på et spisested lige ved vandrehjemmet. En ganske behagelig start på dagen og god afveksling fra det sparsommelige morgenbord vi ellers selv præsterer.... Også selvom det så lidt trist ud fra vinduet hvor vi sad.


Turen fra Håverud til nord for Vänersborg gik støt og roligt og var egentlig ganske behagelig trods regnen. Vejene var ikke så kuperede, vinden havde lagt sig og dermed kunne Tina køre uden at skulle bakse for meget med gearene.
Småpauserne indbød dog ikke til at sidde for længe.... faktisk slet ikke til at sidde ;)


Som vanligt gik det ad Sverigeleden, og oplevelserne skiftede mellem fine naturlandskaber og småbyer.
Men i udkanten af Vänersborg var det slut med den nemme kørsel. Vi blev ledt ind i en længere zig-zag strækning ad skovstier, og som altid er turen gennem større byer en sand tidsrøver og her var Vänersborg ingen undtagelse; heller ikke selv om vi kørte gennem uden at gøre ophold.
I næsten direkte forlængelse ligger Trollhättan, også en større by. Nærmest i bymidten ligger Trollhättans Camping (HER) og det blev endestationen for dagen.


Byen har masser at se på og ikke mindst det store vandkraft anlæg; Olidan med omkringliggende sluser. Her kunne der sagtens gå en hel dag, bl.a. er der rundvisninger på anlægget.
Jeg måtte have cyklen til hjælp for at komme omking de store anlæg og videre rundt for at se på byen, hvor jeg også skulle nå at spotte et cykelværksted, så Tina¨s cykel kan blive helt i orden igen.
Kæde og gearsættet er for slidt og skal skiftes.
Tina havde fået nok tur for i dag og blev "hjemme" og læste en stak danske ugeblade en venlig gæst havde efterladt i opholdsstuen. Hver sin lyst! :)


Vi fik en lille hundehus "stor" hytte for natten.
Ikke fordi vejret var dårligt, men den kostede stort set det samme som teltpladsen. Så er det jo trods alt nemmere og mere bekvemt med fast tag over hovedet.
Samtidig lå den lige ved fælleshuset og dermed opholdsstue osv.